Bjerringbro Rotary Klub på besøg hos LCA Elementer i Fårvang


Bjerringbro Rotary Klub på virksomhedsbesøg hos LCA Elementer i Fårvang
Fra træelementer til komplette råhuse – med fokus på effektivitet, kvalitet og bæredygtighed.
 
Bjerringbro Rotary Klub har været på virksomhedsbesøg hos LCA Elementer i Fårvang, hvor CEO Bjarne Skovgaard Schmidt og projektchef David Bro tog imod og gav klubbens medlemmer en spændende og grundig rundvisning på virksomheden.
 
Det blev et besøg, hvor vi kom helt tæt på en moderne byggeindustri, der arbejder med præfabrikerede råhuse i træ – og hvor automatisering, håndværk, teknologi og bæredygtighed går hånd i hånd.
 
LCA Elementer producerer komplette, montageklare råhuse i træ, som leveres som såkaldte ”lukkede huse”. Det betyder blandt andet, at isolering, kabelrør, udvendig beklædning og indvendige plader allerede er integreret i produktionen. Dermed kan husene monteres hurtigt på byggepladsen, og byggeprocessen kan fortsætte uden unødvendig ventetid.
 
Moderne produktion og stor fleksibilitet
Produktionen foregår i et af Europas største og mest avancerede anlæg til præfabrikation af råhuse i træ. Her er en høj grad af automatisering kombineret med traditionelt håndværk.

 
En af de store styrker ved konceptet er fleksibiliteten. LCA Elementer arbejder med tre grundlæggende boligtyper, men de kan kombineres og tilpasses i forskellige størrelser og udformninger, så de passer til det konkrete byggefelt, lokalplanen og de arkitektoniske krav.
 
Boligerne spænder fra omkring 50 til 125 m², hvilket giver mulighed for mange forskellige anvendelser – blandt andet rækkehuse, mindre boliger og andre former for tæt-lavt byggeri.
 
Træ som en del af den grønne omstilling
Bæredygtighed er samtidig en central del af LCA Elementers forretningsmodel.

 
Træ er det bærende materiale i råhusene og er et fornybart råstof, som binder CO₂. Virksomheden arbejder målrettet med at reducere spild og optimere ressourceforbruget gennem hele processen.
 
Et vigtigt element er også dokumentationen. LCA Elementer beregner klimaaftrykket for de enkelte råhuse med udgangspunkt i verificerede miljøvaredeklarationer – så bygherren får et dokumenteret grundlag for sit klimaregnskab.
 
Et interessant indblik i fremtidens byggeri
For Rotary-medlemmerne blev besøget en interessant mulighed for at se, hvordan moderne teknologi og industrielle produktionsmetoder kan være med til at gøre byggeriet både hurtigere, mere præcis og mere ressource effektivt.

 
Samtidig var det tydeligt, at LCA Elementer lægger stor vægt på samarbejde, ordentlighed og udvikling – både i forhold til medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder.
 
En stor tak til Bjarne Skovgaard Schmidt og David Bro for en spændende rundvisning og for at give Bjerringbro Rotary Klub et indblik i en virksomhed, der på mange måder er med til at forme fremtidens byggeri.