Besøg hos JATOB – fra skrot til råvarer
Mandag aften var vi på virksomhedsbesøg hos JATOB i Bjerringbro, hvor ejer Orla Rasmussen tog imod og gav os et spændende indblik i en virksomhed, som mange kender af navn, men færre kender historien bag.
Virksomheden begyndte i 1950'erne på Bollersvej som "Orlas Produktforretning". I 1962 flyttede man til den nuværende adresse på Bjerring Byvej, og siden er virksomheden vokset betydeligt. I dag beskæftiger JATOB omkring 55 medarbejdere fordelt på tre adresser: anlægget på Bjerring Byvej med fokus på jern og metaller, nedbrydningsafdelingen på Gammel Tangevej samt skibsophugningen i Frederikshavn.
Undervejs fik vi også forklaringen på navnet JATOB, som er sammensat af forbogstaverne i Orlas familie: Jan, Allan, Tina, Orla og Birgit.
Orla fortalte engageret om virksomhedens arbejde med at gøre affald til en værdifuld råvare. Hver dag håndteres store mængder jern og metaller, som sorteres og sendes videre til omsmeltning. JATOB råder over seks lastbiler, der transporterer materialer til og fra virksomheden, og gennem samarbejdet med STENA Recycling eksporteres de sorterede materialer videre til blandt andet Tyrkiet.
Det blev også tydeligt, at virksomheden er bygget på stærke familietraditioner. Tredje generation er allerede på vej ind i virksomheden og skal være med til at føre den videre.
Et museum fyldt med historier
Efter præsentationen gik turen rundt på pladsen, hvor vi fik et indblik i de store mængder materialer, der dagligt passerer gennem virksomheden.
Besøget bød ikke kun på store bunker jern og metal. Vi fik også en rundvisning i Orlas helt personlige museum, hvor nysgerrigheden hurtigt tog over. Her er samlet alt fra skibsudstyr, kikkerter og lamper til flydele og sjældne effekter fra et langt arbejdsliv i skrot- og ophugningsbranchen. Hver genstand har sin egen historie, og Orla delte gavmildt ud af både anekdoter og minder fra de omkring 200 skibe, som virksomheden gennem årene har været med til at ophugge.
Aftenen blev rundet af med en øl eller vand, mens snakken gik livligt. Som altid var Orla gavmild med både erfaringer, historier og godt humør.
En stor tak til Orla Rasmussen for en spændende rundvisning og et inspirerende indblik i en lokal virksomhed, der gennem generationer har været med til at skabe værdi af det, andre betragter som affald.