Mandag den 25. februar havde vi fornøjelsen af at besøge Grundfos Water Treatment.
Vi blev budt velkommen af vores præsident Alex, hvorefter Emil, chef for indkøb og lager, samt marketingchef Jens tog os med på en spændende rejse gennem virksomhedens historie og teknologi.
Jens, som har 25 års erfaring i virksomheden, fortalte om Grundfos’ slogan “Possibility in every drop” og virksomhedens udvikling siden opkøbet af Silhorko Eurowater i 2020.
Dette opkøb blev fulgt af lignende opkøb i England, Frankrig og Italien, hvor Culligan også er en del af koncernen.
Silhorko Eurowater har rødder helt tilbage til 1936, og navnet Silhorko stammer fra de tre byer Silkeborg, Horsens og Kolding, hvor virksomheden oprindeligt leverede vandbehandlingsudstyr til mejerier. På eksportmarkederne gik man under navnet Eurowater.
Virksomheden beskæftiger i dag næsten 1.000 medarbejdere fordelt på 40 salgs- og serviceselskaber verden over.
Vi fik en gennemgang af processen fra drikkevand til ultrarent vand – en metode, der helt uden kemikalier kan levere en samlet løsning i en container.
30% af forretningen består af serviceydelser, herunder også udlejning af samlede anlæg, og kunderne spænder bredt på tværs af industrier. Danmarksmarkedet er fortsat det største, men der var også eksempler på internationale kunder, blandt andet gennem en film om Grundfos’ arbejde med Power-to-X-virksomheder.
En stor del af integrationsprocessen efter opkøbet indebærer rebranding, og vi fik indblik i, hvordan 470 servicebiler nu får nyt navn og logo.
I Stilling har virksomheden haft fire år til at forberede navneskiftet fra Silhorko-Eurowater til Grundfos Water Treatment.
Efter præsentationen, hvor vi nød kaffe og kage, fik vi en spændende rundvisning i produktionen.
Stor tak til Jens og Emil for en inspirerende aften!
Vi glæder os til de kommende møder, hvor vi blandt andet kan se frem til et foredrag med Thomas Bo Larsen samt en spændende aften om Grænselandet.